KierkegardHeader

     Κατὰ τὸν Κίερκεγκωρ ὁ Χριστιανισμὸς εἶναι, κατὰ κάποιον τρόπο, ἡ ἀντικειμενικότητα ποὺ πρέπει νὰ ἀποκτήσει κανεὶς ὑποκειμενικά· εἶναι ταυτόχρονα ἕνα Πῶς καὶ ἕνα Τί, ἕνα Πῶς-ἕνας Τρόπος μὲ τὸν ὁποῖο τραβάει πρὸς αὐτὸ ἕνα συγκεκριμένο Τί, μία Μορφὴ-μία Φόρμα ποὺ ἀπαιτεῖ ἕνα πολὺ συγκεκριμένο Περιεχόμενο καί, ὡς ἐκ τούτου, δὲν εἶναι δυνατὸν νὰ ὁδεύσει κανεὶς γιὰ νὰ γίνει Χριστιανός, εἴτε μόνος του εἴτε νὰ προχωρήσει ἁπλῶς, χωρὶς νὰ ἐξάρει ἕνα στόχο μὲ περιεχόμενο, δηλαδὴ ἕνα καθαρὸ Πῶς χωρὶς νὰ ἐξάρει οἱοδήποτε Τί.
    Διότι ὁ Χριστιανισμὸς ἔχει ἕνα ὁρισμένο Περιεχόμενο καὶ αὐτὸ μπορεῖ νὰ ἐκφραστεῖ ἐν συντομία ἀπὸ τὸ γεγονὸς ὅτι ὁ Θεὸς ἔγινε ἄνθρωπος ἢ ὅτι ὁ Αἰώνιος ἔχει εἰσέλθει στὸ χρόνο καὶ στὴν ἱστορία. Τὸ Αἰώνιο ἔχει γίνει αὐτό πού, σύμφωνα μὲ τὴ φύση του, δὲν μπορεῖ νὰ γίνει, καί, ὅταν ἔχει γίνει, βρισκόμαστε ἐδῶ μπροστὰ στὸ ἀπόλυτο παράδοξο. Στὸν Ἕγελο ὁ Θεάνθρωπος ἦταν τὸ ἀποκορύφωμα τῆς λογικῆς, ἐνῶ στὸν Κίερκεγκωρ ὁ Θεὸς στὸ χρόνο ἀντιπροσωπεύει τὴν ἀπόλυτη καταστροφὴ τῆς λογικῆς. Ὁ Θεὸς στὸν χρόνο ἦταν ἐκεῖνο τὸ παράδοξο ποὺ ἔκανε τὴ σκέψη νὰ εἶναι Σκάνδαλο· ἀλλὰ εὐλογημένος εἶναι αὐτός, ποὺ πιστεύει χωρίς νὰ σκανδαλίζεται.

      Εἶναι σὰν νὰ περιοριζόταν ἡ Δογματικὴ τοῦ Κίερκεγκωρ μόνο σὲ αὐτό, στὸ τί εἶναι τὸ Παράδοξο. Καὶ τοῦτο τὸ Παράδοξο, ποὺ ταυτόχρονα ἀντιπροσωπεύει τὸ Τὶ καὶ τὸ Πῶς, παραμένει, παρόλα ταῦτα, σύμφωνα μὲ τὸ περιεχόμενό του, πάρα πολὺ δύσκολο νὰ ὁρισθεῖ ἐπακριβῶς. Εἶναι, ὅπως ἀναφέρθηκε, ἡ Πενία ἢ ἡ Φτώχεια, ἐνῶ τὸ περιεχόμενο τῆς Πίστεως ἢ Fides quae στὸν Grundtvig χαρακτηρίζεται μέσω τοῦ Πόρου, [δηλ.] τοῦ μεγάλου Πλούτου.
Ἀνάλυση στὴν Wikipedia: [ Das gilt sowohl für den Glaubensakt (fides qua creditur‚ der Glaube, mit dem geglaubt wird‘) wie für den Glaubensinhalt (fides quae creditur‚ der Glaube, der geglaubt wird‘). ] ...das primäre Subjekt des christlichen Glaubens nicht der Einzelne, sondern die Kirche als Ganze ist. Das gilt sowohl für den Glaubensakt (fides qua creditur ‚der Glaube, mit dem geglaubt wird‘) wie für den Glaubensinhalt (fides quae creditur‚ der Glaube, der geglaubt wird. πρωταρχικό θέμα της χριστιανικής πίστης δεν είναι το άτομο αλλά η εκκλησία στο σύνολό της. Αυτό ισχύει τόσο για την πράξη της πίστης (fides qua creditur, την πίστη με την οποία πιστεύει κάποιος ») και για το περιεχόμενο της πίστης (fides quae creditur, η πίστη που πιστεύεται.] ]

      Πῶς δημιουργεῖται αὐτὴ ἡ σχέση πίστεως εἶναι ἕνα ἄλλο πράγμα, ποὺ δὲν μπορεῖ νὰ περιγραφεῖ καθόλου, γιατί ἀψηφᾶ ὁποιαδήποτε ψυχολογικὴ παρατήρηση. Αὐτὸ συμβαίνει μέσα ἀπὸ τὴν ἐλευθερία, συμβαίνει μέσα ἀπὸ τὴν ἀπόφαση, συμβαίνει μέσα ἀπὸ τὴ Χάρη τοῦ Θεοῦ, συμβαίνει στὴν "στιγμή". Ἐδῶ βρισκόμαστε ἀπέναντι ἀπὸ ἕνα Πῶς, τὸ ὁποῖο δὲν μπορεῖ νὰ περιγραφεῖ ἀντικειμενικὰ σὲ ἄλλους. Ὁ Κίερκεγκωρ πιστεύει ὅτι, ἀπὸ τὴν ἴδια τὴν φύση τοῦ πράγματος, αὐτὸ δὲν μπορεῖ νὰ περιγραφεῖ· ἀλλὰ ὑπάρχει ἐπίσης ἡ περίπτωση- ἡ πιθανότητα, ὅτι ὁ Κίερκεγκωρ ἔχει περιπλεχθεῖ στοὺς συλλογισμούς του ἐδῶ, ἀπὸ ὅπου δὲν μπορεῖ νὰ βρεῖ ξανὰ τὸ δρόμο του, μὲ ἄλλα λόγια, ὅτι ὁ ὅλος προβληματισμὸς θὰ ἦταν λάθος. Ἐν τούτοις, καὶ αὐτὸ μπορεῖ νὰ εἰπωθεῖ μὲ βεβαιότητα, ὅτι δὲν ὑπάρχουν γενικὲς ὁδηγίες χρήσης. Ὁ Κίερκεγκωρ δὲν εἶναι «μεθοδιστής», ὑπὸ τὴν ἔννοια ὅτι μπορεῖ νὰ δώσει ὁδηγίες στὴν τέχνη τῆς σωτηρίας. Ἐπειδὴ οἱ ἄνθρωποι δὲν σώζονται ὡς ἀγέλη-κοπαδιαστά, ἀλλὰ μόνο ὡς μεμονωμένα ἄτομα. Ἐὰν ὑποταχθοῦν στὴν κλήση, θὰ πρέπει νὰ συνειδητοποιήσουν, ὅτι ὁ Χριστιανισμὸς εἶναι ἐκείνη ἡ αὐστηρὴ ἀπαίτηση, ποὺ πρέπει νὰ ἱκανοποιήσουν καί, ὅταν ἔχουν τοποθετήσει τὸν ἑαυτό τους ἐκεῖ, ἀνακαλύπτουν πῶς μετατρέπεται σὲ μοναδικὴ ἀπαλότητα. Ὁ Κίερκεγκωρ εἶχε καταλάβει, ὅπως κανένας ἄλλος, νὰ διασχηματίσει ἀπόλυτα τόσο τὴν Κλήση ὅσο ἐπίσης καὶ τὴν Χάρη. Δὲν μπορεῖ νὰ ἐξηγηθεῖ πῶς μποροῦν νὰ συνδυαστοῦν αὐτὰ τὰ δύο μὲ καθαρὰ διανοητικὸ τρόπο, ἀλλὰ καὶ τὰ δύο τοῦ φάνηκαν νὰ εἶναι κάτι τὸ ἀπαραίτητο. Καὶ ἐδῶ, ἐπίσης, συναντᾶμε ἕνα παράδοξο, τὸ ὁποῖο ἐν τούτοις ἔχει μετριαστεῖ κάπως μὲ τὴν πάροδο τοῦ χρόνου, διότι, πρὸς τὸ τέλος του, ὁ Κίερκεγκωρ τόνισε μὲ τόσο μεγάλη ἔμφαση στὸ φυλλάδιο «Ἡ στιγμὴ» τὴν ἀξίωση, ποὺ γιὰ τὴν θεία Χάρη δὲν φαινόταν πλέον νὰ ὑπάρχει ἀρκετὴ-σωστὴ θέση. Τὸ Παράδοξο γνώριζε μιὰ χαλάρωση, ἕναν μετριασμό, ἔτσι ὥστε ἡ Ἀπαίτηση γινόταν αὐστηρότερη.
       Ἡ ἐξέλιξη τοῦ Κίερκεγκωρ τὸν ὁδήγησε ὅλο καὶ περισσότερο στὴν ὀνομαστικοποίηση (νομιναλισμό), στὸ νὰ ὁδηγήσει μιὰ φιλοσοφικὴ θέση σὲ παγκόσμιο πρόβλημα.

......................................................

        «Μου φαίνεται ότι η χριστιανική δογματική πρέπει να είναι μια εξήγηση της δραστηριότητας του Χριστού, τόσο περισσότερο αφού ο Χριστός δεν καθιέρωσε καμία διδασκαλία αλλά ήταν ενεργός. Δεν δίδαξε ότι υπάρχει λύτρωση για τον άνθρωπο, λύτρωσε τους ανθρώπους.... Η φύση του Χριστού μεταδόθηκε μέσω αυτής της δραστηριότητας, η σχέση του Χριστού με τον Θεό, η ανθρώπινη φύση, η κατάσταση του ανθρώπου που καθορίστηκε από τη δραστηριότητα του Χριστού (που ήταν πραγματικά το κύριο πράγμα). Όλα τα υπόλοιπα τότε θα θεωρηθούν ως απλή εισαγωγή. " 

--------------------------------------------------------

      " Es scheint mir, dass christliche Dogmatik eine Erklärung für die Tätigkeit Christi sein muss, zumal Christus keine Lehre etablierte, sondern aktiv war. Er lehrte nicht, dass es Erlösung für den Menschen gab, er erlöste die Menschen ... Die Natur Christi wurde durch diese Aktivität vermittelt, die Beziehung Christi zu Gott, die menschliche Natur, die Situation des Menschen, die durch die Aktivität Christi bedingt war (was wirklich die Hauptsache war). Alles andere würde dann als bloße Einführung angesehen."
       "It seems to me that Christian dogmatics must be an explication of Christ's activity, the more so since Christ established no teaching but was active. He didn't teach that there was redemption for man, he redeemed men....Christ's nature was imparted through that activity, Christ's relation to God, human nature, man's situation conditioned by Christ's activity (which was really the main thing). All the rest would then be regarded as mere introduction."
(“ Ἡμερολόγια” , I (1834), Søren Kierkegaard)

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

www.sks.dk/Not1/txt.xml (Ημερολόγια, Ι.) 1834

 

Not1:7   1833-1834 3die Hovedafdeling. <

|3die Hovedafdeling.

Christelig Soterologie.

1ste Capitels 1ste Afsnit.

Om Christi Personlighed.

§ 41.

  • 46.

         I den ældste Kirke blev man staaende ved Resultaterne af den bibelske Lære og fastholdt i Modsætning til de gnostiske og ebionitiske Meninger Læren saavel om Chr: sande msklige Natur som om dennes Forening med den guddommelige, hvilket betegnes ved ϑεανϑϱωπος. Men en viid Mark stod aaben for Speculation over Foreningens Natur og Beskaffenhed. Denne maatte føre til forskjellige Forestillingsmaader, som foranledigede heftige Stridigheder og efterhaanden en Række af dogmatiske Bestemmelser, ved hvilke den egl. Indsigt i Mysteriets Natur ei kunde fremmes og saa ofte Mysteriets Character er bleven miskjendt og derved nye Vanskeligheder fremkaldte. Men ligesom disse skarpsindige Bestemmelser have udviklet sig efter en vis historisk Nødvendighed, saaledes ville de tillige ved | rigtig Anvendelse tjene til at befæste de bibelske Hovedsandheder imod eensidig og uskriftmæssig Dogmatiseren.

Apollinaristiske. (i Syrien i Laodicea.)

Nestorianske.

Monophysitiske. Eutyches. Paa Synoden i Calcedon 451 blev begge Naturer antaget som orthodox. »ο χϱιςτος τελειος εν ϑεοτητι ϰαι τελειος εν ανϑϱωποτητι; δυο ϕυσεις ασυγχυτως, ατϱεπτως (mod Monophysiter), αδιαιϱετως, αχωϱιςτως (modsat Duophysitismen), αδιαςτατως συντϱεχουσι εις ἑν πϱοςωπον ϰαι μιαν υποσταςιν.

Symb: Athans: Chr: perfectus deus, perfectus homo, non duo tamen, sed unus Chr:, unus non confusione substantiæ, sed unitate personæ, non conversione divinitatis in carnem, sed assumtione humanitatis in deum.

Monotheletiske. Synode i Constantinopel 680: »δυο ϕυσιϰα ϑεληματα, ουϰ υπεναντια, αλλα το ανϑϱωπινον ϑελημα μη αντιπιπτον η αντιπαλον, μαλλον μεν ουν υποταςςομενον τω ϑειω ϰαι πανσϑενει ϑεληματι.«

Adoptianske. Elipandus Toletanensis og Felix Urghellitanus. |

|§ 47.

Medens den augsburgske Confession indskrænker sig til en kort Betegnelse af Hovedsætningen om det Gudd: og Mskliges Forening i Chr:, har Concordieformelen og efter dens Anviisning den senere lutherske Dogmatik, tildeels af polemisk Interresse gjort Forholdet af de tvende Naturer og de hver især tilhørende Egenskaber til Gjenstand for en fuldstændig, med scholastisk Spidsfindighed udtænkt Terminologie. Ved den nyere Theologies Tilbagevenden til Sk: Lære, beholder denne Art af Dogmatiseren meest kun historisk Interresse tilbage. –

Propositiones verbales.

Propositiones idiomaticæ

  1. a) Forholdet mell. Personerne og den ene ell. anden Natur.
  2. b) omvendt.
  3. c) mellem den msklige og guddommelige Natur. NB o
  4. d) omvendt.
  5. a) genus idiomaticum. fE: Rom: 1, 3. 1 Pet: 3, 18. Chr. leed; her er Chr: den hele Person; men Lidelse kan ei udsiges om Gud. |

|b.) genus apotelesmaticum ɔ: saadanne Sætninger, hvor det, der henhører til Forløsningsværket og altsaa vedkommer den hele Person, alligevel blive henførte enten til den ene ell. anden Natur. 1 Tim: 2, 5. Eb: 1, 3.

  1. c) genus majestaticum s: αυχηματιϰον, hvor det Gudd: bliver overført til det Msklige. Joh: 5, 27. Phil: 2, 10.

………………………

Not1:9   1839-1840 Bibelen er altsaa det ... <

   | fax Bibelen er altsaa det Kirken normerende. Denne Anskuelse er udtalt af Reformatorerne. – bibelske Theologie – i denne er i Grunden det Historiske det Fremherskende og Kirken medierer sig ikke i en stadig Succession sit Troes-Indhold saaledes som den catholske K: ved Tradition. Den søger at stirre tilbage derpaa som et Ideal. Traditions-Begrebet udviklede 1 sig skarpere (curialistiske – episkopale Anskuelse). – Men udvikler dog ikke paa en Maade den protestantiske K: en Tradition i dens analogia fidei. – og i Symbolerne. 2 (norma docendorum, norma credendorum). (norma normata) og i den Betydning man tillagde de forskjellige videnskabelige Præstationer i Kirken. –

accomodatio formalis

– realis.

negativa

positiva.

(Fortielse) |

      Die Bibel ist also das, was die Kirche normiert. Diese Ansicht wird von den Reformatoren vertreten. - biblische Theologie - in dieser ist im Grunde das Historische das Vorherrschende und die Kirche vermittelt nicht in einer stillen Sukzession ihren Glaubensinhalt wie das katholische K: durch Tradition. Es versucht, es als Ideal anzustarren. Der Traditionsbegriff entwickelte sich schärfer (kurialistisch-παπική Kurie-κουριαλιστική παπική άποψη-bischöfliche Sicht). - Aber entwickelt das protestantische K nicht in gewisser Weise: eine Tradition in ihrer Analogia fidei. - und in den Symbolen. 2 (Norma docendorum, Norma credendorum). (norma normata) und in der Bedeutung, die den verschiedenen wissenschaftlichen Errungenschaften in der Kirche beigemessen wird.

            Άρα η Βίβλος είναι αυτό που ορίζει η εκκλησία. Αυτή την άποψη έχουν οι μεταρρυθμιστές. - βιβλική θεολογία - σε αυτό το ιστορικό είναι βασικά ο κυρίαρχος παράγοντας και η εκκλησία δεν μεταφέρει το περιεχόμενο της πίστης της σε μια σιωπηλή διαδοχή όπως η καθολική γ: μέσω της παράδοσης. Προσπαθεί να το κοιτάξει επίμονα ως ιδανικό. Η έννοια της παράδοσης αναπτύχθηκε πιο έντονα (άποψη κουριαλιστή-επισκόπου). - Αλλά δεν αναπτύσσει το προτεσταντικό Κ με συγκεκριμένο τρόπο: μια παράδοση στην αναλογία της. - και στα σύμβολα. 2 (Norma docendorum, Norma credendorum). (norma normata) και στη σημασία που αποδίδεται στα διάφορα επιστημονικά επιτεύγματα στην Εκκλησία.

|Theologie.

Anthropologie.

  1. Mskets oprindelige Fuldkommenhed.

Act: 17, 29. γενος του ϑεου. Jac: 3, 9. γεγονοτες ϰατ' ομοιωσιν του ϑεου. 1 Cor: 11, 7. ειϰων ϰαι δοξα. Gen: 1, 26 Beselem og Kidmut.

Mth: 10, 28. 6, 19.20. – Paulus har πνευμα – σαϱξ· εσω αντϱωπος og εξω. 1 Cor. 15, 44. 1 Thess. 5, 23.

Denne Lighed skal realiseres. Mth: 5, 48. Eph: 4, 24. 1 Pet. 1, 15.

Viisdom: 9, 15: Det skrøbelige Legeme betvinger Sjælen, Hytten af Leer den tankerige Aand. –

Protestanterne have sat Guds Billedet i den justitia originalis, som for Katholikerne kun er et accessorium. apologia confessionis: æquale

        Οι Προτεστάντες έχουν βάλει την εικόνα του Θεού στη justitia originalis ursprüngliche Gerechtigkeit (αχέγονη- πρωτότυπη δικαιοσύνη), η οποία για τους Καθολικούς είναι μόνο ένα εξάρτημα-αξεσουάρ. apologia confessionis: æquale (Το περιεχόμενο της ομολογίας-εξομολόγησης: ίσο με…)

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Das Gottesverhältnis
Vater – Sohn – Geist

        Im allgemeinen wird das Verhältnis folgendermaßen dargesellt: Christus führt uns zu Gott, der Mensch bedarf eines Mittlers, um zu Gott zu kommen.
       Aber so ist das Verhältnis im Neuen Testament nicht dargestellt (Anmerkung: So denn im Johannes-Evangelium, und besonders 6,45: Wer es nun höret vom Vater und lernet´s, der kommt zu mir), auch kann das Verhältnis nicht derart sein, wofern wahr ist, daß das Steigen im Gottesverhältnis daran kenntlich ist, daß man herabgesetzt wird.
       Es beginnt mit dem Vater, oder dem Verhältnis zu Gott als dem Vater, ohne irgendeinen Mittler. Dies ist eben das Kindliche; denn für das Kind ist nichts zu hoch, das Kind sagt du zum Kaiser ganz ebenso wie zum Kindermädchen, und das Kind findet es ganz natürlich, ganz in Ordnung, daß Gott sein Vater ist.
       Aber ein Mensch bis zu einem bestimmten Grad der Reife gekommen ist, so ist ihm Gott zu etwas zu sehr unendlich Erhabenen geworden, als daß er so ohne weiteres Gott Vater zu nennen wagte, wenn dies nicht etwa eine Redensart werden sollte. Gott ist in gewissem Sinne derselben Meinung.
       Dann weist nämlich Gott suf den Sohn hin, auf den Mittler (Joh. 6,45: Wer es höret vom Vater und lernet´s, der kommt zu mir). Es wird dem Menschen selbst so vorkommen, als sei es eine Vermessenheit, so ohne weiteres gott Vater nennen zu wollen; und Gott ist in gewissem Sinne derselben Meinung. Deshalb ist es, als sagte er: Im Mittler kann ich dir Vater sein.
       So kommt denn der Mittler. Dieser Mittler ist zugleich das Vorbild. Es wird nun eine liebens würdige Jugendlichkeit erscheinen, deren Kennzeichen eben dies ist, daß sie in liebenswerter Einfalt nichts zu hoch findet. Sie wird es dann genz in Ordnung finden, ein so unendlich erhabenes Vorbild zu besitzen und ist in liebenswürdiger Täuschung fromm davon überzeugt, es lasse sich schon erreichen, daß die beiden, das Vorbild und sie, die Strebende, in gutem Sinne eine Art Gleichgestellte sind.
       Aber wenn ein Mensch bis zu einem bestimmten Grad der Reife gekommen ist, dann ist das Vorbild ihm etwas so unendlich Erhabenes geworden, daß er nicht so ohne weiteres damit zu beginnen wagt, in gutem Sinne kameradschaftlich nach Ähnlichkeit streben zu wollen.
       Und in gewissem Sinne ist das Vorbild selbst derselben Meinung, daß dies eigentlich Vermessenheit wäre.
       Indessen kann man das Vorbild auch von einer anderen Seite sehen, es ist zugleich „der Versöhner“. Das ist diejenige Seite, auf die jene liebeswürdige Jugendlichkeit eigentlich nicht eben aufmerksam ist, denn sie ist in liebenswürdigem Eifer sogleich in Fahrt, um dem Vorbild gleichen zu wollen, weil sie überhaupt keine Schwierigkeit entdeckt in Hinsicht auf die unendliche Erhabenheit des Vorbildes, so daß jene Jugendlichkeit teils der Begriffsform für die unendliche Erhabenheit des Vorbildes entbehrt (daß es doch um einen Rang vom bloß Menschlichen ἀνθρώπινη [ελληνικά στο πρωτότυπο] verschieden sei), teils wohl eine täuschende Vorstellung von ihren eigenen Kräften hat.
Doch darf die „Versöhnung“ das „Vorbild“ nicht verdrängen; das Vorbild ist und bleibt da, mit der Forderung, daß ihm nachgestrebt werden solle.
       So weist denn das Vorbild wiederum von sich weg auf den Geist (ebenso wie der Vater auf den Mittler wies), als sagete es: ohne weiteres kannst du nicht mit diesem Streben beginnen, das wäre sogar, wie du selbst empfindest. Vermessenheit (was zu entdecken jene liebenswürdige Jugendlichkeit zu einfältig war, weshalb sie sich keiner Vermessenheit schuldig macht durch das, was sie tut). Nein, du mußt einen Geist zu Hilfe haben.
Also nicht der Geist führt zum Sohn, und der Sohn führt zum Vater, nein, der Vater weist auf den Sohn, der Sohn weist auf den Geist, und dann erst führt der Geist wieder zum Sohn, und führt der Sohn zum Vater.
       Dies ist, wenn ich so sagen darf, die Tatsache, daß Gott den Daumen auf seiner Majestät hält, was nicht weniger ist als Herrschsucht oder Vornehmheit, nein, es ist unabtrennbar von seinem Wesen. Gerade indem er sich stärker hingibt, sich mehr mit dem Menschen einläßt, ihm näherkommt, oder gerade indem er das will, gerade damit wird der Mensch, obwohl erhoben, herabgesetzt. In Wahrheit wird er erhoben, aber er wird dadurch erhoben, daß er eine unendlich höhere Vorstellung von Gott gewinnt, und auf die Weise wird er herabgesetzt.
Wie erhebend! Derart kann kein menschlicher Souverain sich gegen Zudringlichkeit sichern. Aber Gott ist gesicher; denn je näher du ihm kommst, desto mehr wirst du herabgesetzt, das will heißen, je näher du ihm kommst, eine desto unendlichere Vorstellung bekommst du von seiner unendlichen Erhabenheit, aber dadurch wirst du herabgesetzt. „Er muß wachsen, ich aber abnehmen“, dies ist das Gesetz für alle Annäherung an Gott. Wenn er auch durch Millionen Stufen ferngerückt wäre, er wäre doch nicht dergestalt gegen Zudringlichkeit gesichert, denn diese könnten ja doch einmal erstiegen werden. Aber durch das Gesetz der Umkehrung gesichert sein, daß Annäherung Entfenung ist: unendliche Majestät.
       „Aber dann verliere ich Gott ja auf gewisse Weise“. Wie denn, er wächst ja! Nein, verliere ich etwas, so verliere ich nur meine Ich-sucht, mich selbst, bis daß ivh ganz und gar die Seligkeit finde in jener Anbetung: er muß wachsen, ich aber abnehmen.
       Aber dies ist ja das Gesetz für alle wahre Liebe. Wollte ich, es solle so sein, daß ich zugleich mit dem Wachsen Gottes wüchse, so wäre das doch wohl Selbstliebe.
       Nein, er muß wachsen, ich aber abnehmen, nur bleibt er gleichwohl mein Vater, er bleibt es durch den Geist im Mittler.

.::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::


Guds-Forholdet.
Fader – Søn – Aand.

       I Almdl. fremstilles Forholdet saaledes: det er Christus der fører os til Gud, Msket behøver en Midler for at komme til Gud.
       Men saaledes er Forholdet ikke fremstillet i det N. T.,a ei heller kan Forholdet være saaledes dersom det er sandt, at Stigen i Guds-Forholdet er kjendeligt paa at man degraderes.
       Det begynder med Faderen, eller Forholdet til Gud som Fader, uden nogen Midler. Dette er just det Barnlige; thi hos Barnet er Intet for høit, Barnet siger Du til Keiseren aldeles ligesom til Barnepigen, og Barnet finder det aldeles ligefrem, ganske i sin Orden, at Gud er dets Fader.
       Men naar et Msk. er kommet til et vist Punkt af Modenhed, da er Gud blevet ham for uendelig Ophøiethed, til at han saadan udenvidere tør kalde Gud Fader, naar dette da ikke skal blive en Talemaade. Gud er i en vis Forstand af samme Mening.
       Da er det at Gud henviser til Sønnen til Midleren (Joh: 6, 45: hvo som hører af Faderen og lærer kommer til mig). Det vil være Msk. selv som var det en Formastelse saadan udenvidere at ville kalde Gud Fader; og Gud er i en vis Forstand af samme Mening. Derfor er det som sagde han: i Midleren kan jeg være Dig Fader.
       Saa kommer Midleren. Den Midler er tillige Forbilledet. Der vil nu være en elskelig Ungdommelighed, hvis Kjende just er, at den i elskelig Eenfoldighed Intet finder for høit. Den finder da det ganske i sin Orden at have et saa uendelig ophøiet Forbillede er i elskelig Illusion fromt overbeviist om, at det nok | lader sig naae, at de To, Forbilledet og han, den Stræbende, i god Forstand ere en Art Jævnlige.
       Men naar et Msk. er kommet til et vist Punkt af Modenhed, da er Forbilledet blevet ham saa uendelig Ophøiet, at han ikke saaledes udenvidere tør begynde paa at ville i god Forstand kameratlig stræbe at ligne det. Og i en vis Forstand er Forbilledet selv af samme Mening, at dette egl. vilde være Formastelse.
       Imidlertid har Forbilledet en anden Side at sees fra, det er tillige »Forsoneren«. Det er denne Side som hiin elskelige Ungdommelighed egl. ikke just er opmærksom paa, thi den er i elskelig Iver strax i Fart for at ville ligne Forbilledet, fordi den slet ingen Vanskelighed opdager betræffende at Forbilledet er saa uendelig ophøiet, saa hiin Ungdommelighed deels mangler Kategorie for Forbilledets uendelige Ophøiethed (at det dog er en Qvalitet forskjellig fra det blot Msklige ἀνθρώπινη) deels vel har en illusorisk Forestilling om sine egne Kræfter.
Dog maa »Forsoningen« ikke fortrænge »Forbilledet«; Forbilledet er [og] bliver der, med Fordring, at der skal stræbes derefter.
       Saa viser Forbilledet igjen fra sig (ligesom Faderen viste til Midleren) til »Aanden«, som sagde han: udenvidere kan Du ikke begynde paa denne Stræben, det vilde endog være, som Du selv føler det, Formastelse (hvad hiin elskelige Ungdommelighed var for naiv til at opdage, hvorfor den ikke forskylder nogen Formastelse ved hvad den gjør). Nei Du maa have en Aand til Hjælp.
       Altsaa det er ikke Aanden, der fører til Sønnen, og Sønnen der fører til Faderen, nei, det er Faderen, der viser til Sønnen, Sønnen der viser til Aanden, og saa først er det igjen Aanden der fører til Sønnen, og Sønnen der fører til Faderen.
       Dette er om jeg saa tør sige som Guds Paaholdenhed paa sin Majestæt, hvilken er Intet mindre end Herskesyge eller Fornemhed, nei er uadskillelig fra hans Væsen. Just idet han mere giver sig hen, mere indlader sig med Msk, kommer ham nærmere, eller just idet han vil dertil, just da bliver Msk. skjøndt eleveret degraderet. I Sandhed bliver han eleveret, men han eleveres ved at faae en uendelig høiere Forestilling om Gud og saaledes degraderes han.
       Hvor opløftende! Saaledes kan ingen msklig ἀνθρώπινη Souverain sikkre sig mod Nærgaaenhed. Men Gud er sikkret; thi jo nærmere Du kommer ham, desto mere degraderes Du, det vil sige, jo nærmere Du kommer ham desto uendeligere en Forestilling faaer Du om hans uendelige Ophøiethed men derved degraderes Du. »Ham bør at voxe, mig at forringes« dette er Loven for al Tilnærmelse til Gud. Om han ved Millioner Trappetrin var fjernet, | han var dog ikke saaledes sikkret mod Nærgaaenhed, thi dette maatte jo dog engang kunne naaes. Men ved Omvendthedens Lov at være sikkret, at Tilnærmelsen er Fjernelsen: uendelige Majestæt!
       »Men saa taber jeg jo paa en Maade Gud.« Hvorledes, han voxer jo! Nei, taber jeg Noget, taber jeg kun mit Selviske, mig selv, indtil jeg ganske finder Saligheden i denne Tilbedelse: ham bør at voxe mig at forringes.
Men dette er jo Loven for al sand Kjerlighed. Vilde jeg, at det skulde være saaledes, at jeg voxede tillige med at Gud voxede, da var dette dog nok Selvkjerlighed.
       Nei, ham bør at voxe, mig at forringes, kun bliver han alligevel min Fader, han bliver det ved Aanden i Midleren.
a   Anm. saaledes især i Joh. Ev., og især 6, 45: Den som hører af Faderen, og lærer, kommer til mig.
(Ἡμερολόγια: NB27:23 1852    (X5A 23)   10 September.)
…...................................................................................

:


Προσθήκη νέου σχολίου


Κωδικός ασφαλείας
Ανανέωση

Συνδεθείτε

Άλμπουμ - Κατηγορίες

Φωτο - Αλμπουμ