KierkegardHeader

 

Efterfølgelsen – Forsoningen. Ἡ Μαθητεία – Ἡ Συμφιλίωση

      

(Προσημείωσις: Ἡ Ἐξιλέωση εἶναι σοβαρὸ θέμα καὶ ἀπαιτεῖ κάθε μας προσπάθεια, ὅμως, "ἀπό τὴ στιγμὴ ποὺ ἡ χάρις" θὰ χρησιμοποιηθεῖ, μέσῳ ἱερῶν προσώπων, γιὰ νὰ ἀπέχουμε ἀπὸ κάθε προσπάθεια, γίνεται ἡ ἐπίκλησή της  ἄθλιο, εὐτελές,  βδελυρὸ πρᾶγμα.)

       Men uagtet det nu visseligen er saaledes, at det er »Efterfølgelsen«, der skal drages frem, om end (belært ved Middelalderen[s] Vildfarelse) i en anden Forstand: saa skal da for Alt ikke Sagen vendes saaledes, som blev Christus nu blot Forbillede, ikke Forsoner, som behøvedes Forsoning ikke, idetmindste ikke for de Fremmelige.
       Nei, nei, nei – og for den Sags Skyld just jo Fremmeligere En er, desto mere vil han opdage at han behøver   Forsoningen og Naaden.
       Nei, Forsoningen og Naaden er og bliver det Definitive. Enhver Stræben i Retning af Efterfølgelse vil, naar nu det Øieblik er kommet, da Døden ender den, dog for Gud være Usselhed: ergo er der Naade og Forsoning behov. (Ergo gibt es Gnade und Versöhnungsbedürfnisse.) Fremdeles; medens der stræbes vil der i ethvert Secund behøves Forsoningen for at denne Stræben ikke forvandles til en qvalfuld Angest, i hvilken et Msk. ligesom forbrænder og da allermindst kommer til at stræbe. Endelig vil der medens der stræbes, hver andet Øieblik gribes feil, forsømmes, syndes: ergo er Forsoningen ubetinget fornøden.
Efterfølgelsen skal være – skjøndt i yderste Anstrengelse – som en Spøg, en Barnagtighed, hvis den for Alvor, altsaa for Gud, og i Retning af Fortjeneste, skulde betyde Noget – Forsoningen er Alvoren. Men det Afskyelige er, hvis et Msk. »siden det nu engang er Naade« vil benytte sig deraf til at undlade enhver Stræben.
Det er som med et Barn, naar det, som man siger, tages med det Gode: det fordærvede Barn vil være kjendeligt paa, at det benytter sig deraf, af at Forældrene | ere saa kjerlige, til at være forsømmelig, kort saaledes som Forældrene ikke ville, at det skal være. Det andet Sørgelige vilde være, om Barnet, da det stræbte flittigt, vilde af den Omstændighed, at det tages med det Gode, til at ville have Fortjeneste. Nei, der er Intet, der er i den Grad beregnet paa at forhindre Fortjeneste og det Fortjenstlige, som det at tages med det Gode. Det seer skuffende et Øieblik lige modsat ud; thi naar jeg tages blot med det Gode, saa der Intet, i Strenghedens Forstand, fordres, men Alt er Naade: saa synes jo end den mindste Smule Stræben at blive fortjenstlig. O, min Ven, just | dette, at der Intet, i Strenghedens Forstand fordres, at Du blot tages med det Gode, just det gjør det umuligt, at end Din og end den største Stræben kunde blive fortjenstlig. Ja hvor der fordres Noget strengt – der kan være Tale om det Fortjenstlige; men hvor alt er Naade der er det fortjenstlige umuligt, det er umuligt at faae Fortjeneste ligeoverfor Naade. a Men, som sagt, lurvet, lumpen, om Nogen vil benytte sig deraf til at lade være at stræbe.

Anm. Thi kun ligeoverfor hvad der stiller sig paa lige Linie med Dig, kan der være Tale om det Fortjenstlige, saaledes ligeoverfor »Fordring«. Men »Naade« har stillet sig uendelig høiere end Du, og derfor gjort det Fortjenstlige umuligt. »Naade« er derfor paa eengang Udtrykket for Guds uendelige Kjerlighed, men tillige i høieste Grad Majestæts-Udtrykket, udvisende Guds uendelige Ophøiethed. Paa »Naadens« Afstand er Du i een Forstand Gud uendelig | fjernere (om end i en anden Forstand uendeligt nærmere, nemlig ved at henflye til hans Kjerlighed, skjult under »Naaden«) end paa Lovens og Fordringens Afstand. Thi ligeoverfor Loven og Fordringen er det, som nedlod Gud sig til at kævles med Dig, og paa den anden Side, som kunde Du dog maaske naae at opfylde Loven. Men paa »Naadens« Afstand har Gud engang for alle sat Dig paa den uendelige Afstand – for saa at forbarme sig. Paa samme Tid som Gud i Χsto kom Msket uendelig nærmere i »Naaden«, sikkrede han sig tillige et uendeligt høiere Majestæts-Udtryk for Afstanden: »Naaden«. ("Ἡμερολόγια", ΝΒ25 Ἰανουάριος 1852)

       Ἀπὸ τὴν ἄποψη τῆς Χάριτος, ὁ Θεός, κατὰ κάποιον τρόπο, εἶναι ἄπειρα ἀπομακρυσμένος ἀπὸ ἐμᾶς τοὺς ἁμαρτωλούς, ἀλλά, μὲ μιὰ διαφορετικὴ ἔννοια, εἶναι ἄπειρα πιὸ κοντά, ὅταν πλησιάζουμε τὴν Ἀγάπη Του, ποὺ βρίσκεται κρυμμένη κάτω ἀπὸ τὴν Χάρη Του, παρὰ ὅταν ἀξιώνουμε ἤ ἐπικαλούμαστε τὸν “Νόμο”.

       Gesagt, hergestellt, gehört, sollte der Anspruch sein; das sollte nicht auf dem Anspruch erschlagen werden, noch sollte es verraten werden - anstatt das Zugeständnis und das Geständnis selbst mühsam zu machen.
Klänge sollten die Behauptung sein; und ich verstehe es leise, wie es mir allein gesagt wurde - dass ich lernen muss, mich der "Gnade" nicht nur zu nähern, sondern sie in Bezug auf den Gebrauch der "Gnade" anzusprechen. 

 

............................................................................................................

Οἱ ἔμμονες ἰδέες μοιάζουν μὲ τὶς κράμπες π.χ. τοῦ ποδιοῦ

 

Οἰ ἔμμονες ἰδέες μοιάζουν μὲ τὶς κράμπες π.χ. στὸ πόδι  «Οἱ ἔμμονες (Fixe) ἰδέες εἶναι σὰν μιὰ κράμπα π.χ. στὸ πόδι - τὸ  καλύτερο μέσο γιὰ νὰ τὴν ἀντιμετωπίσετε, εἶναι νὰ πατήσετε πάνω  στὸ πόδι αὐτό» (Ζ. Κίερκεγκωρ, 6 Ἰουλίου τοῦ 1838). Ὁ Soren Kierkegaard εἶχε τὴν ἔμμονη ἰδέα ὅτι δὲν ὑπῆρχε συγχώρεση γιὰ τὸ ὅτι αὐτὸς ἔπασχε ἀπὸ μελαγχολία. Δὲν αἰσθανόταν ἄξιος νὰ προσεγγίσει τὴν Ἁγία Τράπεζα, κυρίως ἐπειδὴ εἶχε τὴν ἔμμονη ἰδέα ὅτι δὲν ὑπάρχει συγχώρεση γιὰ τὴ μελαγχολία, ὅταν μαστίζεσαι ἀπὸ αὐτήν. Ὅταν συνῆρθε ἀπὸ τὴν ἔμμονη ἰδέα ὅτι δὲν ὑπάρχει συγχώρεση, καὶ ὅτι αὐτὸς μπορεῖ καὶ πάλι νὰ πάει νὰ ἐξομολογηθεῖ καὶ νὰ ἀλλάξει - ἔγραψε αὐτὴ τὴ φράση στὸ ἡμερολόγιό του. Πᾶρτε, λοιπόν, φορέστε καὶ ἐσεῖς ἕνα ζευγάρι περίεργα παπούτσια - καὶ θὰ φύγει ἡ κράμπα ἀπὸ τὸ πόδι.

Ὡς συνέχεια τῶν σκέψεων τοῦ Κίερκεγκωρ πάνω στὸ θέμα αὐτό, ποὺ εἶναι ἰδιαίτερα σημαντικό, καὶ κυρίως γιὰ τὸν λόγο ὅτι ὁ ἀείμνηστος Νικ. Νησιώτης μᾶς εἶχε διδάξει τὴν «...ἀνίατον μελαγχολία τῆς ὑπάρξεως ἐν τῷ Ὑπαρξισμῷ...», ὅτι ὁ Κίερκεγκωρ πίστευε τὸν ἄνθρωπο, ὡς χρονικοῦ ὄντος, καταδικασμένον νὰ ζῇ εἰς τὴν ἁμαρτίαν» ὅτι ἡ Μετάνοια..., πήγαινε στὸ τέλος αὐτοῦ τοῦ PDF, ὅπου εἶναι ἀναρτημένο ἕνα ἄρθρο τῆς ἐφημερίδας τῆς Δανέζικης Ἐκκλησίας.

  • Dansk Kirketidende, 1855_9
  • Εμφανίσεις: 553
  • Αξιολόγηση: Χωρίς Ψήφους 
  • Περιγραφή: Dansk Kirketidende, 1855
  • Οἱ ἔμμονες ἰδέες
  • Εμφανίσεις: 564
  • Αξιολόγηση: Χωρίς Ψήφους 


Συνδεθείτε

Άλμπουμ - Κατηγορίες